I dag stod jeg ved din grav. Så smuk og fin den er blevet. Jeg ved at du ville være stolt over alle dine kammerater der støtter din familie, samt støtter hinanden. Du har formået at skabe et fællesskab, på en tragisk bekostning. Da jeg stod og så på dit nye hjem, kunne jeg ikke lade hver med at tænke “jamen, du ligger jo lige der..”, og åh gud hvor ville jeg gøre alt for et kram mere. Bare kunne holde om dig en ekstra gang og se dit helt fantastiske kække smil. Fortælle dig hvor højt jeg elsker dig og hvor ufattelig meget du betyder for mig. Jeg savner dig hver dag.. Du er min bedste ven og har været det de sidste 14 år, det er en plads som ingen kan tage fra dig, fordi ligegyldigt hvor mange år der går, så vil du altid være min bedste ven. Du kender sider af mig, som ingen andre har set. Du har været der fra dag 1 og hjulpet mig igennem de svære perioder i mit liv, ligeså har jeg været der for dig, gennem tykt og tyndt. Jeg har svært ved at forstå at det allerede er 1 år siden.. Mit liv og min hverdag fortsætter frem med 180km/t, men mit hjerte sidder fast. Jeg er stadig ligeså ked af det, som for 1 år siden.. det er stadig ligeså hårdt. Jeg ved at du ville havde sagt til mig “du skal ikke være ked af det, det er jo bare mig”, og lige præcis dér har vi problemet. Det er dig. Min bedste ven. Min skat. Jeg kan tydeligt huske da vi i 5 klasse, lavede en aftale om, at hvis vi begge blev 40 og ikke havde børn, ville vi starte en familie sammen.. Haha jeg tænker på det og kan kun forestille mig hvor underlige og sjove forældre vi ville være blevet. Alt føltes rigtig med dig og jeg kunne være mig selv 110%, hvilket jeg er så beæret over. Tak for alle de gode minder, jeg har nydt hvert et øjeblik med dig.
Vi ses på et tidspunkt min skat <3 Elsker, mangler, savner dig